Lys for enden af havnetunnellen!
Som en del af finanslovsaftalen for 2017, har et flertal i Folketinget besluttet at bevilge 8 mio. kr. til en forundersøgelse, som skal løbe af stablen i 2017-2018. Ifølge Transportministeriet skal forundersøgelsen bl.a. belyse disse emner nærmere:
- Finansiering, organisering, inddragelse af private parter og OPP
- Trafikanalyser, betalingsvillighed og samfundsøkonomi
- Tekniske undersøgelser og miljø
- Trafiksaneringsplan som følge af projektet
En forundersøgelse er naturligvis ingen garanti for, at den østlige ringvej realiseres. Men det er meget positivt, at udredningsarbejdet, der i alt ventes at koste ca. 24 mio. kr., bliver muligt via bidrag fra de parter, der også i sidste ende skal bære projektet igennem, nemlig staten, Københavns Kommune, Region Hovedstaden samt private investorer i fællesskab.
Nordhavnstunnel har været i høring, nu skal Rådhuset på banen!
Samtidig med, at der er politisk momentum for den samlede ringvej fra Lyngbyvej til Amagermotorvejen, har VVM-undersøgelsen af den kommende tunnel fra Svanemøllebugten til selve Nordhavn været i høring. På den baggrund har Vejdirektoratet udarbejdet hvidbog, der opsummerer høringssvar og udgør beslutningsgrundlag for Borgerrepræsentationen: http://www.vejdirektoratet.dk/DA/vejprojekter/nordhavnstunnel/nyheder/Sider/Hvidbog-bag-ny-Nordhavnstunnel-klar.aspx. Vigtigst for Københavnertunnelgruppen er det, at Nordhavnstunnellen er forberedt til at blive ført videre mod Refshaleøen og Amager, og at den lange version af tunnelen vælges – både fordi det sikrer en mere harmonisk trafikafvikling i Nordhavnsbydelen og fordi vi anser den som en etape i den samlede østlige ringforbindelse.
Havnetunnel som Offentligt Privat Partnerskab (OPP)?
Ligesom den foregående smalle V-regering, har også den nye VLAK-regering skrevet havnetunnellen ind i sit regeringsgrundlag. Og den nye transportminister Ole Birk Olesen fremhæver havnetunnellen som oplagt OPP-projekt: https://www.trm.dk/da/nyheder/2016/ny-transportminister-inviterer-pensionskasser-til-at-bygge-infrastruktur
God havnetunneldebat på Folkemødet!
Københavnertunnelgruppen var vært ved en på en gang spændende og nuanceret debat om havnetunnellen på årets Folkemøde på Bornholm. I debatten deltog både politikere og eksperter som fx en trafikforsker og en forhenværende økonomisk overvismand. Det er der kommet denne video ud af: https://www.youtube.com/watch?v=d-6EQt5ypL8
Ydmyghed og tålmodighed!
Københavnertunnelgruppen har nu i 11 år arbejdet for en østlig ringvej/havnetunnel, og selv om der er grund til optimisme, så ved vi, at politisk arbejde for infrastrukturprojekter kræver både tålmodighed og ydmyghed, og det bliver der givetvis også brug for i 2017…
De bedste jule- og nytårshilsner på vegne af bestyrelsen
Bo Sandberg, koordinator for Københavnertunnelgruppen